Tidlig fodbold rundt om Aarup
Aarup by
I Aarup var cykelsport og cricket betydningsfulde sportsgrene allerede i 1890’erne, men fra ca. 1900 kom der også gang i fodbolden, og den allerførste bane blev stillet til rådighed ved Gl. Aarup. Men allerede et par år efter rykkede fodbolden ind på markedspladsen mellem nutidens Vestergade og ”Gartnerjorden”, der senere kom under Aarup Planteskole.
Denne bane havde imidlertid meget store højdeforskelle – op til 10 meter fra mål til mål. Men i 1912 lykkedes det ved hjælp fra Erholms ejer, H. C. Fr. W. Cederfeld de Simonsen, at få en ny og bedre bane ved Ungdomshjemmet i Skolegade. Den bane er i dag græsarealet ved Aaruphallen.
Der var dog usikkerhed om de organisatoriske forhold, for både i 1917 og 1920 blev klubben genoprettet. I 1928 gik klubben i stå endnu engang, men fra 1931 opstod den fodboldklub, der også kendes i nutiden. Den havde mejerist J.E. Nielsen som initiativtager og første formand.
Kort tid efter fik klubben en ny bane, der blev anlagt i 1932-1933 i et samarbejde mellem klubmedlemmerne, Aarupforeningen og Skydebjerg-Orte Kommune. Denne anlægsopgave krævede flytning af 3.400 m3 jord, men penge fra Aarup og Omegns Bank og indsats af frivillige klarede også denne forhindring.
Kampresultater fra 1930’erne:
Aarup-Rørup 4-3, Aarup-Rørup 7-1, Aarup-Særslev 3-2, Dalum-Aarup 10-1, Aarup-Gelsted 3-2
Rørup og omegn
I Rørup Sogn har der været mange små ”stadions” mellem 1900 og 2000, ca. 8 i alt. Der var fx en tidlig bane over for købmanden i Aalsbo, ved ”det blå hus” i Rørup, ved Hækkebølle, ved svinget Gelstedvej
Aalsbo Bankevej, ved Rørupskolen og et par steder ved den nordlige ende af Skolevej.
En tidlig klub var Rørup Drengeklub fra 1932, og den fungerede bedst, når en af drengene havde fået en ny fodbold i fødselsgave. Så var der noget at samles om.
Kampresultater fra 1932-1936:
Rørup-Sandager 2-0,
Hækkebølle-Aalsbo 5-0,
Aalsbo-Hækkebølle 2-1,
Rørup-Ørsbjerg 4-1,
Wedellsborg-Rørup 8-1.
Kerte og Ørsbjerg
I 1930’erne er der vidnesbyrd om fodbold i Ørsbjerg, den største landsby i Kerte Sogn. Klubben hed Ørsbjerg Boldklub. Da Kerte GF blev dannet i 1941, var der ikke fodbold i starten, men først senere. I en periode forsvandt fodbolden igen, men kom varigt med fra 1970’erne. Ved banen er der to små ”tribuner” – det er formstøbte busholdepladsskure med 3-4 siddepladser i hvert.
Tidlige resultater:
Ørsbjerg-Rørup 8-6,
Rørup-Ørsbjerg 4-1
Frøbjerg-Orte
I Frøbjerg Gymnastikforening (stiftet 1885) var gymnastik og håndbold dominerende i de tidlige år. Men fodbold fandtes i FOB, Frøbjerg-Orte Boldklub i årene omkring 1950. Først senere – fra ca. 1960 – kom fodbolden ind i Frøbjerg Gymnastikforening, og den afdeling havde god medvind med op til tre turneringshold i 1970’erne og 1980’erne. Det betød bl.a., at klubben fik en ekstra bane i starten af 1980’erne. Den blev indviet ved en pokalkamp mod Kolding IF.
Kilder
5560-fortællinger fra land og by/Aarup 1860-1980 & Erholm 1720-2020/(De nævnte bøger kan købes i Aarup Boghandel, i Erholm Fødevaremarked og i Aarup lokalhistoriske Arkiv.)/Gunnar Jørgensens fodboldnotater fra 1930’erne
Teksten er skrevet af Hans W. for Aarup lokalhistoriske Arkiv.