Kirke- og sognefællesskab i Rørup og Gelsted
I mange år var både Gelsted og Rørup kirker ejet af Erholm, og det startede, da godsejer Hans Simonsen var ejer af Erholm i årene 1733-1768.
Rørup og Gelsted var også én kommune helt frem til 1921. Derefter blev de skilt. Begge hørte ligeledes under Vends Herred og med hensyn til valgkreds under Middelfart-kredsen, der havde avisen Middelfart Venstreblad som den helt dominerende avis, især i en lang årrække efter 1901.

Præstefællesskab og reformer
De to sogne havde også præstefællesskab helt frem til 1970, og i alle årene fra 1725-1864 var præsterne af samme familie, nemlig Krag-familien. Den sidste af dem var Mouritz Gothold Krag i årene 1819-1864.
Denne ildsjæl og inspirator skrev bl.a. ”Topographie over Gelsted og Rørup Sogne” (1846), og han var samtidig en foregangsmand inden for landbruget, bl.a. som landboforeningsmand. Han var inspireret af professor Gregers Begtrup, der ligeledes ville skabe bedre levevilkår for landbobefolkningen. Begtrup, der regnes som grundlægger af Landbohøjskolen i Danmark, underviste jura- og teologistuderende i landbrugsforhold, så de bedre kunne tage ny viden med ud til landsbyerne.
Denne idealisme førte bl.a. også til etableringen af Danmarks folkehøjskole nr. 2 – det var Den højere Bondeskole (1845-1848) i Gelsted. Dens korte levetid hænger formentlig sammen med krigen 1848-1850.
Gotthold Krag var også stolt over det tidlige lægehus på Gl. Hovedvej i Gribsvad fra 1845, og et apotek få huse derfra allerede fra 1859 – det gavnede folkesundheden. Begge, der ellers lå tæt på det sted, hvor hovedvejen og Assens-Bogense-landevejen fra 1842 mødtes med hovedvejen fra 1808, rykkede dog til Aarup ved jernbanens ankomst i 1865.
Vækkelserne
Denne kendte præst i Gelsted og Rørup var en skarp modstander af mormonernes indtog på Fyn, og blandt nogle af hans efterfølgere var der inspiration fra pietismen, der opstod i Tyskland sidst i 1600-tallet – især via teologerne Franke og Spener.
I Gelsted holdt Peder Christensen kraftige vækkelsestaler omkring 1870, og kapellanen O. C. Ipsen blev en af bannerførerne for Indre Mission på Fyn, mens pastor Carstensen var af grundtvigsk observans. Også stationsforstander Blæshøj, Gelsted, var inspireret og gik på husbesøg. Senere kom der også et missionshus i Gelsted.
Stud. theol. H.P. Mollerup (søn af præsten) holdt vækkelsesmøder både i Rørup og Gelsted. Ved én lejlighed talte han så længe, at man glemte at fodre grisene, så det førte til et voldsomt skrigeri.
Pastor Krarup var også IM-tilhænger. Præsterne Birkedal Barfod, Th. Knudsen, T. Therkelsen og B. Moestrup var dog alle grundtvigianere.
I 1916 var der ret god kirkegang i de to sogne, men den grundtvigske holdning var dog mest udbredt. I 1926 var IM i disse sogne en meget lille kreds, og i 1935 endnu mindre.
Præster i perioden
Mouritz Gothold Krag 1819-1864 | Kr. Karstensen 1864-1882 | J.S. Mollerup 1883-1900 (far til nævnte stud. theol Mollerup) | Nicolai Barfod 1900-1916 |
Th. Kr. Knudsen 1916-1922 | Terkel Terkelsen 1923-1942 | Moestrup 1942-1953 | Frede C. Bøss fra 1954 |
Missionærer
I Gelsted Missionshus virkede først Kr. Nielsen Kristensen indtil 1915, derefter Thorvald Larsen og K. Stage.
Kilder:
Bl.a. ”Dansk præste- og Sognehistorie”, ”2000 års Kristendom”, ”Kirkehistoriske kildetekster”, ”5560-fortællinger fra land og by”.
Tekst:
Hans Walmar, frivillig på Aarup lokalhistoriske Arkiv