Generalforsamlingen. d. 27. feb. 2023.

Bestyrelsens beretning for 2022.

I 2022 vendte vi tilbage til det, vi kendte, før coronaen satte en masse begrænsninger for vores forenings og arkivets virke.

Den 28. marts holdt vi generalforsamling med ca. 40 deltagere og efterfølgende foredrag af Anna Svensson.
Vi kunne ved den lejlighed glæde os over, at Aarup-bogen fra 2020 havde solgt rigtig godt, og at vi derfor havde en god kapital til finansiering af vores næste bogprojekt, som formentlig søsættes i år eller 2024.

I foråret udkom vores årsskrift igen med 32 sider og gode artikler fra arkivets indsamlingsområde.

Årsskriftet måtte vi jo rundt med i konvolutter eller pr. post, men vi begyndte derefter i foråret mere konsekvent at udsende nyhedsbreve til medlemmerne pr. e-mail, således at vi uden store omkostninger og meget hyppigere kunne sende relevante nyheder ud. Disse nyheder lægges efterfølgende op på vores hjemmeside lokalarkivaarup.dk.

I maj tog vi igen på den traditionelle aftenudflugt. Denne gang gik turen til Psykiatrisk Samling på Middelfart Museum, som befinder sig i autentiske omgivelser på det gamle statshospital i Teglgårdsparken. Her fik vi en meget interessant og tankevækkende rundvisning i lokalerne. 25 medlemmer deltog i udflugten og foreningen gav et pænt tilskud til arrangementet.

I juli måned havde vi en lille stand på Singersong writer festivalen på Sanggaards Plads, og det gav nogle nye medlemmer, således at vi trods naturligt frafald nogenlunde har kunnet fastholde vores medlemstal omkring de hundrede medlemmer, men skal vi fortsat kunne være en reel støtteforening for arkivet, er det også nødvendigt, at der hele tiden kommer nye medlemmer til. I må meget gerne være ”sælgere” / fortalere for foreningen. Tag en vores foldere med og giv den til en, I kender en dag.

I samarbejde med arkivet fejrede vi vores jubilæer: 50 år for arkivet og 40 år for foreningens vedkommende i forbindelse med Arkivernes Dag i november. Det blev en særlig dag, som foruden arkivets udstilling bød på både bobler og lækkerier, og mere end 50 medlemmer og gæster besøgte os på ”jubilæumsdagen”.