Vulkanudbrud på Island i år 934 og 1783-1784
I år 934, da Harald Blåtand var dreng, var der et voldsomt udbrud fra vulkanen Lakis ca. 110 kratere på Island. Men vulkanudbruddet fra samme Laki i 1783–1784 og fra en nabovulkan i Vatnajøkull året efter var endnu voldsommere og påvirkede hele den nordlige halvkugle. På Island døde 25% af befolkningen af røgforgiftning, fødevaremangel og skørbug. Samtidig døde mellem 40 og 80% af de forskellige husdyrracer. Det regnes for den største naturkatastrofe på den nordlige halvkugle i 12.000 år.
Den danske regering overvejede at omplante hele den islandske befolkning til Vestjyllands næsten ubeboede hede, men det var ikke fysisk muligt, farvandene var ikke sejlbare.
Den danske regering kunne nemlig ikke komme befolkningen til undsætning, da asken formørkede himlen, nedsatte foldudbytterne til det halve, og endnu værre: Samtidig varede et par fimbulsvintre fra oktober til maj, og derfor var farvandene tilfrosne – især tyske og franske kilder bevidner dette. Og megen viden om disse forhold er kommer fra vulkanologerne i de sidste 20-30 år.
Frankrig oplevede de samme tilstande, og sultne bønder stormede godsernes kornlagre, og lidt senere kom revolutionen.
Lokale konsekvenser – Ørsbjerg
I Ørsbjerg var høstudbytterne meget små, og svovldunste kunne mærkes både her og i Odense. Snart kunne rug slet ikke skaffes, og der var ikke foder nok til kvæget, som i stedet måtte fodres med stråtagene – og med den konsekvens, at bygningerne blev beskadiget eller ødelagt.
Foto Hans Walmar 2015
Ørsbjerg havde i mange år haft landsbyfællesskab, men det ophørte, da jorden blev udskiftet ved et møde i 1786, hvor også godsejerne Wedell fra Wedellsborg og Cederfeld de Simonsen fra Erholm deltog, da de havde fæstegårde på stedet. Den lille og den store landbokommission fra 1784 og 1786 fremmede den nødvendige proces efter vulkanudbruddet, selvom også andre faktorer medvirkede til ”vores stille revolution”, landboreformerne.
Peder Madsen (1715-1802), Munkgårde
Peder Madsen var ret dygtig i skolen, og han overtog gården nær Etterup i 1751 og dyrkede den i ca. 50 år. Han lavede mange notater fra sin lange virkeperiode. Hans normale høst var ca. 5 fold, boghvede dog 14 fold. Desuden dyrkede han humle – gården lå jo i humleegnen.
Han blev også ramt af vulkanudbruddet fra ca. 110 kratere, der lagde ”et slør hen over himlen” i Etterup-området, i Ørsbjerg og alle andre steder.
Hans høst var i disse år meget ringe, og helt hen i maj måtte han stadig gå med handsker pga. den langtrukne vinter.
Foto H Walmar
Dyrene på gårdene måtte slagtes i stort tal, og det gav mindre gødning til markerne. Samtidig var det et problem, at man måtte spise af sædekornet for at overleve vintrene, og så var der for lidt til såning i det sene forår. Og kunne vækstperioden overhovedet nå at blive lang nok inden næste vinter?
Et andet problem var den fluorholdige aske på græsmarkerne, den aske var nemlig dødelig for mange husdyr, men hvad skulle de ellers leve af?
I årene forinden, især 1740 – 1780, var lokale gårde også blevet ramt af kvægpesten, men mere om det en anden gang, og gerne her i Folkebladet.
Kilder:
”Vestfynske fæstebønder” af Karl Peder Pedersen
Politikens Danmarkshistorie i 14 bind
Gyldendals bog om Danmarks historie v. Ole Feldbæk
Flere årgange af Trap Danmark
Bogen fra oktober 2023: ”5560-fortællinger fra land og by”.
Artiklen er skrevet for Aarup lokalhistoriske Arkiv af
Hans Walmar.