Se fotomontagen:
Forberedelserne til mødet er i fuld gang i mødelokalet og i køkkenet. Selv om køkkenet er lille, kan der laves kaffe i litervis.
Generalforsamlingen.
Bestyrelsen kunne glæde sig over et deltagertal på omkring 50.
Formanden aflægger beretning.
Indkaldelse – Dagsorden.
Hermed indkaldes til generalforsamling tirsdag den 10. februar 2015 kl. 19.30 i arkivet.
Dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Beretning fra bestyrelsen
- Beretning fra arkivlederen.
- Regnskab.
- Behandling af indkomne forslag.
Forslag skal være formanden i hænde senest den 2. februar 2015 - Fastsættelse af kontingent.
- Valg til bestyrelsen.
På valg er: Benthe Andersen og Jørgen Koch Sørensen. - Valg af bestyrelsessuppleant.
På valg er: Anne Marie Frederiksen. - Valg af revisorer og revisorsuppleant.
På valg er: Kristian Nancke og Ole Nygaard Kristensen og suppleant Lars Hansen. - Eventuelt
Kontingent for 2015.
Der vedlægges indbetalingskort til betaling af kontingent på posthus eller via netbank. Kontingentet kan dog også betales på generalforsamlingen. Medbring i så fald venligst indbetalingskortet.
Præsentation af arkivets ny bogudgivelse: “Fra Napoleonstiden på Vestfyn”
Efter generalforsamlingen og kaffen præsenterer vi en helt ny bog om de franske og spanske troppers ophold på Erholm og Gribsvad Kro i 1807/08 samt om den fynske kystmilice.
Forfatterne Evald Andersen og Poul Kej fortæller om forskningen, der ligger til grund for bogen og arbejdet med at skrive den spændende beretning om begivenhederne på vores egn, da de udenlandske lejetropper opholdt sig her gennem mange måneder.
Heldigvis nedskrev hofjunker Lorents Ernst Cederfeld de Simonsen en form for dagbog eller øjenvidneskildring, som har givet mulighed for at skrive denne beretning.
Vi håber, at rigtig mange medlemmer og andre interesserede har lyst til at høre mere om disse dramatiske begivenheder på vores egn for to hundrede år siden.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Bestyrelsens beretning.
Bestyrelsens beretning for 2014
Foreningen:
Sidste års generalforsamling blev afholdt den 18. marts 2013 og 31 medlemmer deltog.
Bestyrelsen blev genvalgt og Ole Nygaard Kristensen blev genvalgt som suppleant.
Øvrige valg var også genvalg.
Efter generalforsamlingen holdt Peder Andersen et underholdende foredrag, hvor vi hørte nærmere om Sct. Georgsgildet og Rotarys Aarup afdeling. Begge foreninger som lige har haft 50 års jubilæum.
I foråret kunne vi igen udsende et årsskrift, og redaktøren Henning Søndergaard præsterede igen et hæfte på 36 sider med hele 5 artikler. Vi vil fortsat opfordre medlemmerne og andre til at komme med forslag til emner for kommende artikler eller indsende f.eks. erindringer til brug i årsskriftet og arkivet.
Aftenudflugten blev flyttet fra juni måned til august måned og turen gik til Fyns Militærhistoriske Samling, hvor deltagerne fik en fin rundvisning af museets leder. Vi har efterfølgende i bestyrelsen evalueret sommerudflugten og besluttet, at vi vender tilbage til juni måned, og som mål vil vi gerne besøge landsbyer eller andre steder i vores indsamlingsområde.
Vi måtte desværre i efteråret erkende, at det ikke var muligt at rejse tilstrækkelig med penge fra fonde til en bogudgivelse i anledning af jernbanens 150 års jubilæum i 2015.
Til gengæld kunne vi afslutte arbejdet med udgivelsen af Evald Andersen og Poul Kejs bog: “Fra Napoleonstiden på Vestfyn”, så den kunne blive trykt og præsenteret her efter generalforsamlingen. På foreningens vegne vil jeg gerne sige tak til forfatterne for det fine manuskript og til Ole Nygaard Kristensen for fotografering, arbejde med illustrationer og teknisk tilrettelæggelse.
Arkivet:
Det daglige arkiverings- og registreringsarbejde i arkivet er også i 2014 forløbet meget tilfredsstillende.
Vi har fået opdateret en del af computerne, således at alle nu har styresystemet windows7.
Vi har ofte på vores arbejdsdage om mandagen alle 6 it-arbejdspladser i gang og om torsdagen arbejder andre af de frivillige medarbejdere med andre opgaver. Så vi har faktisk fuldt hus lige nu på de to dage. Men det betyder også, at vi gør et godt indhug i de sager, der har ventet på registrering.
Vi har indkomstregistreret 83 afleveringer i 2014. Næsten det samme som i 2013. Derudover har vi også gang i arkivfonds- og billedregistreringerne dvs. de registreringer som I kan se på vores hjemmeside. Her kan I lige nu se 248 arkivfonds registreringer og 1307 billeder.
Sidst på året tog vi en ny version af vores dataregistrerings systemet i brug, nemlig Arkibas5. Vi bruger det ændrede system, så godt vi kan, men her i begyndelsen af 2015 skal vi alle på kursus i den rette brug af systemet.
Vi forventer, at der i begyndelsen af 2015 bliver åbnet op for, at alle borgere i hele landet kan se vores (og øvrige danske) registreringer direkte via hjemmesiden www.arkiv.dk og ikke kun via vores egen hjemmeside. Det skal I nok få mere at vide om.
Vi har justeret vores åbningstid i arkivet tilbage til torsdag kl. 14 – 16. Den længere tid til kl. 17 gav ikke flere besøgende, så den er sløjfet.
Arkivernes Dag blev markeret den 8. november med åbent hus og udstilling. Emnerne var: Lindebjerg gennem 100 år, Store og små begivenheder for 40 år siden, Mindestene i Aarupområdet og ukendte billeder.
Udstillingen blev besøgt af ca. 50 gæster, lidt færre end sædvanligt, men vi var også uheldige med presseomtalen, som svigtede en del.
Vores besøgstal på arkivet var i 2014 på ca. 80 gæster og vores hjemmesiden har været besøgt af 4400 personer, hvoraf 2235 har set på Arkibas registreringer. Besøgstallet på hjemmesiden er steget med næsten 1000 besøgende på et år. En meget tilfredsstillende udvikling.
Afslutningsvis vil vi fra bestyrelsens side sige tak til arkivleder Karna Søndergaard og de øvrige frivillige medarbejdere for deres gode indsats i det forløbne år. Det er dem, der sørger for at borgernes historie bliver gemt og ikke glemt.
På bestyrelsens vegne
Jørgen Koch Sørensen
Foreningens kasserer, Bent Nielsen, aflægger regnskab.
Der var genvalg af de to bestyrelsesmedlemmer, som var på valg.
Ligeledes genvalg af alle enkeltmandsposter.
Kaffepause.
— og der var god tid til snak rundt om bordene.
Bogudgivelsen.
Fra indbydelsen til generalforsamlingen citeres:
Præsentation af arkivets ny bogudgivelse: “Fra Napoleonstiden på Vestfyn”
Efter generalforsamlingen og kaffen præsenterer vi en helt ny bog om de franske og spanske troppers ophold på Erholm og Gribsvad Kro i 1807/08 samt om den fynske kystmilice.
Forfatterne Evald Andersen og Poul Kej fortæller om forskningen, der ligger til grund for bogen og arbejdet med at skrive den spændende beretning om begivenhederne på vores egn, da de udenlandske lejetropper opholdt sig her gennem mange måneder.
Heldigvis nedskrev hofjunker Lorents Ernst Cederfeld de Simonsen en form for dagbog eller øjenvidneskildring, som har givet mulighed for at skrive denne beretning.
Vi håber, at rigtig mange medlemmer og andre interesserede har lyst til at høre mere om disse dramatiske begivenheder på vores egn for to hundrede år siden.
Her over og under: Evald Andersen og Poul Kej fortæller om bogens tilblivelse.