Generalforsamlingen d. 18. marts 2014.



Bestyrelsesberetning.

Foreningen:

Sidste års generalforsamling blev afholdt den 5. marts 2013 og 40 medlemmer deltog.

Bestyrelsen blev genvalgt og Anne Marie Frederiksen blev nyvalgt som suppleant.
Øvrige valg var også genvalg.

Vi skulle have hørt Alfred Hestkjær fra Middelfart fortælle om Modstandsbevægelsen i vores område, men han måtte melde afbud og i stedet sprang Ole Nygard velvilligt til og fortalte spændende om glimt fra “Grevens fejde” med hovedvægten på begivenhederne på vores egn.

Efter foredraget gav vi en introduktion til den store internetportal fra Det Kongelige Bibliotek, kaldet “Danmark set fra luften”. Gamle luftfotografier fra tiden før Google, som er meget spændende og interessante.

Vi har nu i foreningen og arkivet arbejdet efter vores nye vedtægter i 2 år, og vi må sige, at de fungerer godt, ligesom samarbejdet mellem arkiv og bibliotek både økonomisk og i dagligdagen fungerer på bedste vis.

I foråret kunne vi igen udsende et årsskrift, og redaktøren overgik sig selv og præsterede et hæfte på 36 sider med hele 4 artikler. Vi kan ikke love, at årsskriftet bliver så stort hvert år. Vi vil fortsat opfordre medlemmerne og andre til at komme med forslag til emner for kommende artikler eller indsende f.eks. erindringer til brug i årsskriftet og arkivet.

Aftenudflugten gik i juni måned til Lilleskov Teglværk, hvor deltagerne fik en flot arrangeret introduktion til museet og efterfølgende rundvisning herunder en køretur med tipvognstoget til lergraven og retur. Det var sjovt, men også en utrolig kold og tænderklaprende oplevelse. Kun en enkelt deltager havde klædt sig fornuftigt på. Vi andre troede, at det var sommer.

I september måned blev vi meget glade, for da fik vi besøg af næstformanden Arne Lauridsen i Aarup Antenneforening. Han ville gerne overrække os en donation på 5000 kr. Det var en uventet og stor gave, som betyder en stor håndsrækning og støtte til den daglige drift af arkivet, og vi betragter også det som en stor anerkendelse af det gode arbejde, som de frivillige medarbejdere udfører. Vi siger endnu en gang tak til Antenneforeningen for gaven.

I november måned tog Industriens Foredragsforening og vi initiativ til forberedelse af en mulig bogudgivelse om Aarup i anledning af 150 års jubilæet den 7. september 2015. For at projektet kan blive til virkelighed, kræver det en betydelig sum penge, som vi håber at kunne skaffe hos fonde og andre sponsorer i foråret 2014.

Arkivet

Det daglige arkiverings- og registreringsarbejde i arkivet er også i 2013 forløbet meget tilfredsstillende.

En enkelt medarbejder er holdt, men en ny er kommet til i slutningen af året, og en anden medarbejder er vendt tilbage efter orlov.

Vi har ikke indkomstregistreret så mange afleveringer i 2013, kun 85 afleveringer. Det skyldes både, at vi er kommet rigtig godt med, så afleveringerne ikke ligger ret længe inden registrering foretages men også at vi bruger kræfterne på arkivfonds registreringer og billedregistreringer. Disse registreringer er en del af vores opgaver, men også en forudsætning for, at man på internettet via vores hjemmeside kan se hvilke materialer og billeder, vi har liggende på arkivet. Vi er nu nået op på hhv. 212 arkivfonds registreringer og 1182 billedregistreringer, så der er lang vej igen, og heldigvis arbejdsopgaver til mange år endnu.

Vi har i arkivet udvidet vores åbningstid, så vi nu holder åbent torsdag fra kl. 14 – 17. Til gengæld har vi sløjfet aftenåbningen den første mandag i måneden, da besøget simpelthen var for ringe.

Arkivernes Dag blev markeret den 9. november med åbent hus og udstilling. Emnerne var: Store og små begivenheder for 40 år siden, luftfotografier med ukendte huse og gårde og ukendte billeder.

Udstillingen blev godt besøgt med ca. 75 gæster, og ikke mindst fik vi mange gode oplysninger ind på en del af vores ukendte billeder.

Vores besøgstal på arkivet er dalet lidt i 2013, men til gengæld er besøgstallet på hjemmesiden vokset til 3480 besøgende.

Afslutningsvis vil vi fra bestyrelsens side sige tak til arkivleder Karna Hansen og de øvrige frivillige medarbejdere for deres store indsats i det forløbne år. Uden dem havde borgerne i Aarup ikke et arkiv at besøge.
På bestyrelsens vegne
Jørgen Koch Sørensen