Hofman Bang rundt om Aarup 1843
Orte og Skydebjerg sogne
Hofman Bang, der stammede fra Hofmansgave på Nordfyn og havde studeret landbrugsvidenskab på universitetet i Greifswald i det nordøstlige Tyskland, rejste omkring 1840 rundt på Fyn og gjorde iagttagelser om landsbyer, landbrug, skove og meget andet. Han besøgte også området rundt om Aarup.
Herunder refereres nogle af hans beskrivelser fra ”Odense Amt beskrevet 1843”.
Orte og Frøbjerg
Han besøgte de to bakker, Vissenbjerg og Frøbjerg. De bestod ifølge ham i høj grad af grus, mens området imellem dem bestod af ler. Han sammenlignede Frøbjerg Bavnehøj med Møns Klint og fandt især Brændholt særdeles smuk, også udsigten var en oplevelse.

Da han besøgte Orte, klagede bønderne over manglende vandafledning og oversvømmelser. ”Skydebjerg Å” (formentlig Ladegaards Å, der er en slyngning på Brende Å) havde dog været opgravet i bunden i årene 1839-1840, men blandt bønderne var der delte meninger om fordele og ulemper ved dens udgravning. Nogle var jo mere end andre tilhængere af engvandingsanlæg, der havde også været praktiseret på Høslet-området (Skydebjerg Vest). Engvanding gav bedre og mere varieret græsning og hø-kvalitet. Frøbjerg-Orte var også et koldt område, hvor vinterens sne lå længere end i nabobyerne, noterede han.
Da Erholm solgte fæstegårdene i Frøbjerg efter 1800, kom der mange små husmandssteder i Orte og Frøbjerg, og de fik ikke de bedste jorder. Det betød bl.a. en del daglejere, der kunne tjene lidt ved tørveskæring eller som løsarbejdere på gårde og teglværker. Bønderne var ellers ikke særligt velhavende og manglende en del. Der var dog en del bønderskove i Ortes omegn, men den investering var langsigtet.
Skydebjerg
I Skydebjerg Sogn noterede han mange bakker, men ved Skydebjerg by mente han, understøttet af læreren, at noget af byen var gammel søbund, bl.a. begrundet med fund af konkylier. Han begrundede det også med, at en del af det gamle sø- og sumpområde mellem Erholm og Tommerup havde rakt ind i Skydebjerg Sogn – og by.
Skydebjerg Sogn havde ifølge ham 250 tdr. land eng og kær, og der kunne man høste 4 læs hø på en ”hårdbundseng” men kun 3 læs på de mere moseagtige jorder. Dem var der især mange af nær Brende Å. For at få jorden forbedret brugtes mergling.
Engene blev tydeligt dannet, hvor der var kilder til Brende Å eller dens tilløbende bække, noterede Hofman Bang. De kunne som nævnt bruges som engvandingsjorder.
Der var mange selvejergårde i området, men også udskiftede husmandssteder, og det betød mange fattige.

Skydebjerg var oprindeligt ret skovfattig, men i perioden 1840-1843 havde der fundet en del granplantning sted.
Dem fandt Achton Friis mange år senere i 1935 ”udanske”, han hyldede de danske løvtræer. Han hyldede også de gamle bøndergårde og foragtede den moderne ”cementpest”.
Tekst ved Hans Walmar,
frivillig på lokalarkivet
Foto fra 2021.: Hans Walmar
Kilder:
Hofman Bang: ”Odense Amt beskrevet 1843”
Achton Friis: ”Danmarks store Øer” (1936)
”5560-fortællinger fra land og by” (2023) ved Hans W.